Kosmetisk tandbehandling

Flere mennesker efterspørger i dag kosmetisk tandbehandling. Dvs. tandbehandling, der foretages for at få et pænere tandsæt og ikke fordi, der er ”noget galt” med tænderne.

Det er helt legalt at ønske sig pænere tænder og du skal ikke være bange for at bringe det på bane, hvis du går i de tanker!

Det kan handle om misfarvede plastfyldninger, en rodbehandlet tand, der er blevet mørk, synlige sølvfyldninger, et mellemrum eller en tandstilling, man er ked af eller en gammel krone, der ikke længere passer i farven til de øvrige tænder eller måske en protese, der er blevet lidt for ”flyvsk”. Sådanne ting kan man gøre noget ved.

Generelt er vi nok lidt "gammelsdags" på den måde, at vi på Odder Tandklinik vægter tandsundheden og tyggefunktionen højere end det rent kosmetiske. Men hvis går du rundt med et ønske om at få pyntet på dit smil, så bring det endelig selv på bane! Vi hjælper dig gerne, og vi kan godt lave fine, hvide, lige porcelænskroner på alle fortænderne, men det er ikke sikkert at tandlægen selv foreslår det , hvis tandsættet i øvrigt er godt at tygge med.

Med hensyn til blegning af tænderne er vi meget tilbageholdende. Generelt tilbyder vi det ikke, kun i særlige tilfælde, hvor det er et udtalt ønske og der er et reelt behov. Men det sker kun efter grundig information om, at det i følge forskningen ikke er særlig sundt for tandemaljen, og at det over tid kan have den uønskede effekt, at emaljen bliver mere porøs og dermed mere modtagelig for misfarvninger!