Kofferdam

Kofferdam? Hvad er det?? Kofferdam er en lille gummidug, der spændes ud på en ramme. I dugen laves et lille hul, og den tand, der skal behandles, stikker op gennem hullet, hvorimod de øvrige tænder er under dugen.

Ja, det ser lidt drabeligt ud, men Kofferdam er en sikkerhed og en behagelighed for både patient og tandlæge!

  • Dugen sikrer at tanden ikke inficeres med bakterier fra mundhulen. Det er særlig vigtigt ved rodbehandlinger, hvor der under behandlingen er åbent hele vejen ned gennem tanden indvendigt.
  • Dugen sikrer at tanden kan holdes fri for fugt under behandlingen. Det er vigtigt ved plastfyldninger, der ikke kan binde, hvis der er fugt.
  • Dugen opsamler alt det vand som tandlægen skyller med under behandlingen over dugen, dvs. at det ikke er nødvendigt med sug i mundhulen og patienten ikke oplever at ”drukne” i alt vandet, der løber tilbage i svælget.
  • Når der udbores gamle sølvfyldninger opsamles boreslammet over dugen, og patienten risikerer derfor ikke at sluge noget af det.
  • Tungen er ikke ”i vejen” og der kan derfor arbejdes mere præcist.
  • Enhver tandlæges skræk er at tabe noget i svælget på en patient! Det sker gudskelov aldrig, men med kofferdam behøver man slet ikke tænke tanken, da dugen holder alt på ”oversiden”.

Alle burde bruge kofferdam

Alle tandlæger lærer på tandlægeskolen, at de skal bruge kofferdam. Alle tandlæger ved, at det bør de. Der er bare ikke mange, der gør det…!

Det kræver fingerfærdighed, det tager ekstra tid og det opfattes som besværligt.

På Odder Tandklinik har tandlægerne besluttet at lære det og indføre kofferdam som en naturlig del af behandlingen. Det er stadig lidt nyt og en gang imellem driller det, men hvor der er vilje er der vej!!

Til vores store overraskelse har det vist sig, at vores patienter påskønner det meget og føler det meget komfortabelt! Der er mindre instrumentarium i mundhulen og man kan føle sig mere ”privat” under dugen.